Skal investorerne frygte et politisk skift i Frankrig?

Efter weekendens første valgrunde i Frankrig står det nu klart, at det endelige valg står mellem højrefløjens Sarkozy og socialisten Hollande. Det betyder samtidig, at kandidaterne øger deres bestræbelser på at overgå hinanden i løfter til vælgerne, som sædvanligvis aldrig bliver til politik efterfølgende. Franskmændene har en lang tradition for at føre sådanne valgkampe.

Sarkozy har i tråd med sit tætte samarbejde med Angela Merkel de seneste år fastholdt løfter om finansiel disciplin og ansvarlighed. Han forsøger nu at samle højrefløjen med mere nationalistiske forslag som fx øget grænsekontrol. Hollande har lagt en mere populistisk linje, hvor han blandt andet lover at sænke pensionsalderen til 60 år igen – et løfte, der står i stærk kontrast til tendensen i resten af Europa, hvor man hæver pensionsalderen – og øge beskæftigelsen i den offentlige sektor. I relation til EU har Hollande krævet en genforhandling af Finanspagten, hvilket naturligvis ikke bidrager til løsningen af den europæiske gældskrise.

På baggrund af de mange valgløfter kan det afføde en del nervøsitet blandt verdens investorer. Hollande har et pænt forspring i meningsmålingerne, og derfor kan mange frygte, at han bliver valgt og efterfølgende ændrer politisk kurs for Frankrig. En kurs, der giver øget usikkerhed om den europæiske gældskrise og får ratingbureauerne til at nedjustere kreditvurderingen af Frankrig.

Jeg tror ikke, investorerne behøver frygte præsidentvalget i Frankrig uanset om Hollande, som meningsmålingerne antyder, vinder, eller det lykkes Sarkozy at genvinde magten. På trods af den skarpe retorik i valgkampen er det den faktiske politik, præsidenten efterfølgende fører, der skal interessere investorerne. Lige præcis her er der grund til at forvente, at hvad der bliver sagt i valgkampen, kan ligge meget langt fra den faktiske politik. Men Frankrig er næst efter Tyskland den største økonomi i Eurozonen, og vi holder selvfølgelig skarpt øje med, om den kommende præsident ændrer kurs, eller om nogen af de øvrige europæiske politikere fraviger den nødvendige reform af Europa i en mere konkurrencedygtig retning.

Hvad der er langt mere bekymrende, er de seneste nøgletal for Europa om aktiviteten i erhvervslivet. Den kraftige fokus på offentlige besparelser kvæler væksten og dermed aktiviteten i det private erhvervsliv. Det understreger endnu en gang, at det afgørende er, at de europæiske politikere får sat vækst på agendaen i bestræbelserne på at trække Europa ud af gældskrisen – dette er langt vigtigere, end om det er Sarkozy eller Hollande, der residerer i Elysee-paladset.