… og så siger man, det er gratis at gå i skole
Første skoleår koster forældrene 1,46 mia. kr.
Børnehaveklassen byder 65.500 nye børn velkommen her i august. Og når alle skoletasker, penalhuse m.m. er købt, er der brugt 2.600 kr. pr. barn. Med andre ord koster skolestarten 170 mio.kr. i udstyr. Men det er kun begyndelsen – for så kommer alt det andet, og hele det første skoleår kommer til at koste forældrene omkring 22.300 kr. pr. barn.
I løbet af året
Når skoledagen bliver hverdag, kommer der i snit 20 børnefødselsdage i klassen hvert år, og så er der dem i SFO’en. Det udløser fødselsdagsgaver til kammeraterne både i skolen og i SFO’en. Der er også en klassekasse, som skal fodres med et par hundrede kroner om året. Skolen er gratis, men det er SFO’en ikke. Prisen er 1.554 kr. om måneden i gennemsnit, og der betales normalt 11 måneder om året. Som om skole og SFO ikke var nok for de små, så er der ofte en fritidsaktivitet eller to, og andre sociale begivenheder som eksempelvis en bioklub.
Første år koster forældrene 1,46 mia. kr.
Et samlet regnestykke for det første år ligger på omkring 22.300 kr. pr. barn alt inklusive. Men skolebørn bliver ved med at koste penge, hvert år de går i skole, fordi det at gå i skole er meget andet end det, der sker i timerne. At gå i skole er også en socialiseringsproces.
Forventninger stiger hvert år
Andelen af danskere, der har en mobiltelefon, er tæt på 100 pct. i de fleste aldersgrupper. Mange børn er ikke ret store, når de får deres første mobiltelefon. Allerede i første klasse har mange børn en mobil, og i tredje er det stort set alle. Det er endnu en udgift at få med i budgetskemaet. I dag har 98 pct. af alle par med børn adgang til pc i hjemmet, en printer og til internettet. Derfor stiger forventningen også hos børnene om at få deres egen pc. Egen pc er derfor heller ikke ualmindeligt i tredje eller fjerde klasse. Skolegang medfører altid en større investering i moderne teknologiudstyr til børnene.
Madpakken er ikke altid (god) nok
Penge med i lommen til at købe mad i skolen hører også med i de lidt ældre klasser. Der findes mange forskellige ordninger, men det kan f.eks. være en gang om ugen og koste ca. 40 kr. Med 40 skoleuger på et år, kan det løbe op til 1.600 kr. på et år.
… og så siger man det er gratis
Grundloven slår fast, at børnene har ret til gratis undervisning. Selvom undervisningen er gratis, så når det hele gøres op, koster det i praksis mange penge at gå i skole.
Læs tallene her




