Fastkurspolitik står mejslet i granit

I takt med at statsgældskrisen er blusset op igen, har de nordiske lande manifisteret deres position som sikre havne på de finansielle markeder. Kapitalen strømmer fra det kriseramte syd til det stabile nord, hvor renterne falder og valutaerne styrkes.

Fordi den norske og svenske krone flyder frit, betyder den større efterspørgsel efter disse valutaer, at de er blevet styrket markant. Det er ikke tilfældet i Danmark, fordi den danske krone er bundet til euroen. Det betyder til gengæld, at tilpasningen til den nye markedssituation har fundet sted gennem en markant stigning i valutareserven og dramatisk faldende renter. Således har valutareserven nu passeret 500 mia. kroner, selvom Danmarks Nationalbank har sænket sin styringsrente til det hidtil laveste niveau i Danmarkshistorien.

Surrealistisk renteniveau

Når bankerne sætter overskudslikviditet i Nationalbanken, er renten lige nu blot på 0,05% – og staten har været i stand til at udstede 2-årige obligationer til en negativ rente! Investorerne er simpelthen så vilde med danske statsobligationer, at de er villige til at betale for at få lov til at holde dem!

Denne (perverse) udvikling har ført til, at stadig flere mener, at Nationalbanken vil løsne op på den uformelle målsætning om, at kronen højest må bevæge sig i et bånd på +/- 0,5% omkring centralpariteten på 7,46038. Det ville som sådan være uproblematisk, da kronen i henhold til Danmarks ERM2 aftale med ECB og eurolandene må svinge med +/- 2,25%. Kronen kunne altså i princippet blive så stærk som 7,29252 over for euro, førend der formelt ville være et behov for intervention på valutamarkedet.

Nemt at svække valutaen…

På det seneste har jeg truffet flere (især udenlandske) investorer, der mener, at Nationalbanken langsomt vil lade kronen sive mod dette niveau – og måske endda på et tidspunkt lade den følge trop med sine skandinaviske brodervalutaer og blive frit flydende. Den spekulative tendens understreges af, at nationalbankdirektør Niels Bernstein forleden måtte forklare den danske valutakurspolitik i Financial Times.

Jeg er lodret uenig med skeptikerne og af den klare opfattelse, at Nationalbanken vil fortsætte den konsekvente fastkurspolitik. Og det er da – for at sige det mildt – uendelig meget nemmere at forsvare valutakursen, når kapitalen strømmer ind i landet, end når den strømmer ud af landet.

Der er nemlig ingen øvre grænse for størrelsen af valutareserven, som i parentes bemærket er en ren pengemaskine for tiden, da renten i Danmark er lavere end i udlandet. Og menuen kan suppleres med yderligere rentesænkninger, måske endda til negativt territorium, hvilket nok før eller siden skal vende kapitalstrømmen.

…svært at styrke den

Det ville straks være mere alvorligt, hvis kronen var under pres i den modsatte retning, som tilfældet var det i 2008, da finanskrisen brød ud. For valutareserven har en nedre grænse, og ingen økonomi kan leve længe med høje renter, hvis uvejret for alvor bryder løs. Det så vi f.eks., da Sverige blev tvunget til at opgive sin kortvarige flirt med faste valutakurser i begyndelsen af 1990’erne.

Derfor er det også vigtigt, at Nationalbanken i den nuværende situation står fast og dermed bevarer sin troværdighed, for ellers kunne det hurtigt gå galt, når tingene vender, selvom det ikke må glemmes, at Nationalbanken i givet fald ville kunne ty til ubegrænset hjælp hos ECB i henhold til den bilaterale interventionsaftale.

Så stop spekulationen – fastkurspolitikken står mejslet i granit.