Deltid og velfærd- går ligningen op?

Deltidsjob er en drøm, som mange har. Ønsket om en bedre balance mellem arbejde og familieliv er hovedårsagen til, at over 500.000 kvinder arbejder på nedsat tid. Lige nu melder Danmarks Statistik om, at 712.000 voksne danskere i den arbejdsdygtige alder arbejder på deltid. Det er Danmarksrekord.

Deltid og velfærd er en ligning, der måske nok går op på hjemmefronten. Her veksles den nedsatte arbejdstid til velfærd for familien. I samfundet er stigende deltid imidlertid et problem, fordi de slunkne offentlige kasser går glip af skattekroner.

Skattereformen

Fra 1. januar fik vi ellers en skattereform, som bl.a. sænker skatten på arbejde. Politikerne forventede, at den lavere skat ville øge lysten til at arbejde mere. Skattereformen er desuden en velfærdsreform, som skulle sikre, at vi alle arbejder mere fremover – gerne ved at veksle deltid til fuld tid og ved frivilligt at vende efterlønnen ryggen.

Ser vi skattereformen efter i sømmene, har man gjort sig umage for at lette skatten i bunden, så alle skulle få flere penge mellem hænderne, uanset om de arbejder meget eller lidt, og uanset om lønnen er høj eller lav.
Politikerne har haft stor tiltro til, at særligt kvinder ville give den en ekstra skalle på arbejdsmarkedet, når flere af de optjente kroner bliver i egne lommer. Nu kan man bare ikke tænke sig til alt. Foreløbig passer vores adfærd på arbejdsmarkedet ikke til politikernes forventninger.

I et velfærdssamfund er den knappeste ressource ikke penge, det er tid – i hvert tilfælde for de aktive børnefamilier på arbejdsmarkedet. Falder deres skattebetaling for den samme indsats, kan man med god grund spørge, hvad der skulle motivere denne gruppe til at arbejde endnu mere og få endnu flere penge, hvis det de drømmer om er mere tid derhjemme. Lavere skat gør det jo nemmere at slippe ud af trædemøllen en gang i mellem.

Vil vi bevare projekt ”velfærdssamfund” ser det ud til, at der skal andet og mere til at motivere de travle. Lige nu lader det til, at vi løser tidsmanglen ved at arbejde mindre, for det har vi råd til, og så har vi også tid til at ”gøre-det-selv” derhjemme. Alt i alt en løsning, der ikke sikrer vækst og velfærd på samfundsplan.

De travle kunne også vælge serviceløsningen ved at betale for praktisk hjælp derhjemme. Men det gør de færreste, fordi skattetrykket betyder, at vi selv skal arbejde mindst to timer for at betale for én times hjælp derhjemme, forudsat at vi har samme timeløn som håndværkeren, vi ansætter. Når vi ved, at der hver uge arbejdes 15 – 20 timer med husholdning, skulle fuld ”servicering” af hjemmets behov altså veksles med hele den ene voksnes løn, forudsat at den ansattes bruttotimeløn ligger på omtrent samme niveau som vores egen.

Gør som i udlandet

Man kunne også gøre som i Frankrig, i Finland og i Sverige, der har fundet ”servicevejen” til løsning af de travle familiers praktiske opgaver med rengøring, tøjvask og meget mere. I disse lande er der skattefradragsmodeller for arbejde i hjemmet. Det har vekslet sort arbejde til arbejdspladser, og givet skattekroner i offentlige kasser. Det kunne måske være ordningen, der netop får velfærdsligningen til at gå op her i Danmark.

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom