Nordeas støtte til iværksættere har vedvarende effekt

Den nu 25-årige iværksætter Marius Klausen vandt Company Programme-konkurrencen i 2006. I dag driver han i alt tre virksomheder, herunder Moving Monday ApS, som specialiserer sig i at lave illustrationsfilm til blandt andre Grundfos og Region Syddanmark.
Den årlige iværksætterkonkurrence Company Programme danner rammen om Nordeas samarbejde med Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise. Her konkurrerer i omegnen af 4.000 elever i alderen 16-20 år fra landets handelsgymnasier og tekniske skoler om at skabe den bedste forretningsidé. Formålet med konkurrencen er at fremme unges evner og muligheder inden for selvstændighed, innovation og iværksætteri.
Via Company Programme får eleverne mulighed for at få en professionel bedømmelse af deres forretningsplan af Nordeas rådgivere. Tilbagemeldingen på forretningsplanen er en del af elevernes uddannelse og er med til at give dem en forståelse for den økonomiske side af etableringen og driften af en virksomhed. Nordea støtter samlet eleverne, som deltager i konkurrencen, med op til 500.000 kr. på landsplan.
’Uvurderlig sparring’
Vinderen af Company Programme 2006 blev iværksætter Marius Klausen fra HTX i Vejle. Han startede sit første firma, Sentiv ApS, som 19-årig sammen med to klassekammerater i forbindelse med afviklingen af den årlige iværksætterkonkurrence. Sentiv ApS fik prisen for bedste forretningsidé for udviklingen af et parfumeplaster, der gør det muligt for allergikere at bære parfume. I dag er plasteret patenteret, og Marius Klausen og co. arbejder nu på at sælge rettighederne videre til et større firma.
- Sparringen, vi fik i forbindelse med Company Programme, var uvurderlig for os, og det faktum, at det er rigtige rådgivere, der hjælper os med forretningsudviklingen, er super motiverende. Nordea og Young Enterprise har gjort det muligt for mig at turde satse på det, jeg brænder for, siger Marius Klausen.
I dag, seks år efter Marius Klausen vandt Company Programme, driver han tre forskellige virksomheder, herunder Moving Monday ApS, som specialiserer sig i at lave illustrationsfilm til store virksomheder som blandt andre Grundfos og Region Syddanmark.
- Mit liv ville ikke have set ud, som det gør i dag, hvis ikke jeg havde deltaget i Company Programme. Jeg er bestemt ikke en sprudlende iværksættertype, men Nordea og Young Enterprise gjorde det muligt for mig at prøve det af, og det har betydet alt for mig, siger Marius Klausen.




