Så er de negative renter fra Nationalbanken en realitet
Nationalbanken har netop annonceret, at de følger i fodsporene på ECB. Derfor nedsættes både udlånsrenten og renten på indskudsbeviser med 0,25 pct.point til nu henholdsvis 0,75 pct. og -0,20 pct.. Til gengæld fastholdes foliorenten uændret på 0,00 pct.
Smertestillende medicin til penge- og realkreditinstitutterne
I dagens pressemeddelelse annoncerer Nationalbanken samtidig, at de hæver rammerne for folieindskud til 69,7 mia. kr. – svarende til en tredobling. Med denne handling forsøger Nationalbanken at lindre de smerter, som negative indskudsbevisrenter uundgåeligt påfører de danske penge- og realkreditinstitutter.
Ikke flere rentenedsættelser i udsigt
På Mario Draghis pressemøde tidligere i dag, var der ikke nogle indikationer på, at ECB barsler med yderligere rentenedsættelse. Det kan naturligvis godt blive aktuelt, hvis situationen omkring den europæiske gældskrise eskalerer yderligere, men aktuelt forventer vi, at ECB med dagens nedsættelse har nået rentebunden. Det betyder også, at vi meget vel i dag har set den sidste rentenedsættelse fra Nationalbanken i denne omgang. Således er kronen over de seneste dage svækket til op over 7,436 over for euroen, hvilket formentlig er nok til, at Nationalbanken med sindsro kan holde sig på sidelinjen.
Jan Størup Nielsen
Senioranalytiker




