Så kom de tal på boligmarkedet, vi har længtes efter
De grønne blade på boligmarkedet sprang ud i april 2012. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistiks månedlige ejendomsprisstatistik. Statistikken er den første opgørelse over boligprisudviklingen, der både er uafhængig og samtidig repræsentativ for hele landet.
Stigninger på både ejerlejligheder, parcelhuse og fritidshuse
Konkret viser dagens tal, at prisen på både et parcel- og rækkehus og en ejerlejlighed steg med 1,3 pct. i april 2012. Lægger man hertil at prisen på et fritidshus steg med 1,4 pct. så har man cocktailen på en god nyhed.
Dagens tal har været afventet med spænding
Dagens tal for særligt ejerlejlighedsmarkedet har således været afventet med spænding. Og heldigvis med et positivt resultat til følge. Tallene indikerer nemlig, at den spæde stabilisering, vi forventede ville indfinde sig på boligmarkedet hen over sommeren, allerede har sat af fra startskamlen. Og det er godt nyt for både eksisterende og kommende boligejere.
Godt nyt for eksisterende boligejere fordi de igen kan ånde lettet op i forhold til deres investering. Og godt nyt for kommende boligejere fordi en prisstabilisering skaber ro og større dynamik på boligmarkedet, hvilket er netop den cocktail, vi har brug for, for at undgå at markedet kommer til at styres af negativ selvforstærkende psykologi til skade for dansk økonomi som helhed.
April bød på flere murstenspenge til boligejerne
April måneds prisfald betyder, at den gennemsnitlige lejlighedsejer med en ejerlejlighed på 80 m2 blev 19.400 kr. rigere i løbet af april, svarende til 650 kr. om dagen.
Til sammenligning ”tjente” en gennemsnitlig husejer hus på 140 m2 20. 500 kr. i april eller knap 670 kr. om dagen. Den tilsvarende stigning for et fritidshus på 80 m2 var på ca. 14.880 kr. i april hhv. 500 kr. om dagen.
Boligpriserne er tæt på langsigtet ligevægt
Dagens prispil viser spæde opadgående tegn. Den udvikling er i overensstemmelse med vores prognose, hvor vi vurderer, at det nuværende prisniveau er tæt på den langsigtede ligevægt. På den baggrund forventer vi også, at de forholdsvis kraftige prisfald, vi har set i løbet af det seneste år, nu er fortid.
Konkret forventer vi derfor, at også huspriserne vil fortsætte deres nuværende stabilisering i resten af 2012, om end der fortsat eksisterer en større usikkerhed end normalt for nye prisfald. Det skyldes at der i øjeblikket er en ikke helt ubetydelig risiko for, at den negative psykologi, der stadig ikke er helt væk fra markedet, vil bide sig fast i lidt længere tid, end de realøkonomiske forhold kan forklare.
Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, Nordea Kredit




