Nordeas telefonbank bliver stemmestyret
Nordea er klar med en stemmestyret indgang til telefonbanken, som er hurtigere og mere fleksibel end den traditionelle tast-selv tjeneste.
Næste gang du ringer til Nordeas telefonbank på 70 33 33 33 vil du blive modtaget af en ny stemme. Det er Peter Petersen, som er manden bag den nye stemme. Men det er ikke den eneste ændring. Du kan nu også tale med Peter. Nordea introducerer nemlig et stemmestyret system, som kan genkende en lang række ord, som for eksempel saldo, netbank, lån og de fleste af Nordeas produktnavne.
Det nye system er dynamisk og intelligent og vil lære sig selv nye ord, efterhånden som det støder på dem. De første 20.000 opkald vil blive optaget til evaluering for at finde ud af, om de dirigeres til den rette medarbejder, om systemet forstår, hvad der bliver sagt, og hvordan der bliver taget imod den nye stemme og den stemmestyrede indgang.
Erhvervsopkald til 70 33 44 44 vil også høre den nye stemme, men får ikke adgang til den stemmestyrede indgang.




