Jubeltal for dansk industriproduktion
Den danske industriproduktion steg i december med 5,6 pct. i forhold til november. Set i forhold til samme måned sidste år svarer det til en realfremgang på hele 10,1 pct. Det er markant bedre end ventet i en periode, hvor væksten i både den internationale og den danske økonomi har været under massivt pres fra den europæiske gældskrise.
Grund til yderligere optimisme
Når vi kigger frem i tiden, er der samtidig grund til yderligere optimisme. Over de seneste tre måneder er det sammensatte konjunkturbarometer for industrien nemlig steget kraftigt, og det ligger nu på det højeste niveau, siden gældskrisen eksploderede hen over sommeren. Det tyder på, at vi over de kommende måneder vil se en gradvist stigende produktion hos de danske industrivirksomheder, som igen vil være understøttende for en begyndende fremgang i den samlede danske vækst.
Generobring af tabt konkurrenceevne
Denne fremgang vil i et lidt længere perspektiv også blive understøttet af en forbedret dansk konkurrenceevne. I kølvandet på krisen er produktiviteten i den private sektor steget markant samtidig med, at lønstigningerne i fremstillingsindustrien nu er lavere end hos vores vigtigste samhandelspartnere. Sammen med udsigterne til en svækket euro (og dermed en svækket dansk krone) vil det give et markant løft til den danske konkurrenceevne, som i sidste ende vil bidrage til at trække den samlede danske industriproduktion højere.
Jan Størup Nielsen
Senioranalytiker