Er der forår på vej?

Dansk erhvervsliv ånder fortsat. Det er konklusionen på dagens temperaturmåling af den hjemlige økonomi, som Danmarks Statistik har offentliggjort i form af konjunkturbarometrene for januar måned. Dermed følger de danske virksomheder i fodsporerne på udlandet, hvor de seneste erhvervstillidsindikatorer generelt har tegnet et lidt mere positivt billede af synet på den fremtidige økonomiske udvikling.

Industrien er solstrålen

I industrien blomstrer den positive stemning med en sammensat konjunkturindikator på +5. Det er det højeste niveau, der er målt, siden gældskrisen blussede op hen over sidste sommer. Blandt underkomponenterne er det først og fremmest forventningerne til produktionen, der driver stemningen højere. Det tyder på, at vi over de kommende måneder vil se en fremgang i den samlede danske industriproduktion. Denne forventning understøttes også af, at industrien (som den eneste sektor) forventer at øge beskæftigelsen over de kommende tre måneder.

Serviceerhvervene tror igen på fremgang

Efter et hårdt tilbageslag hen over efteråret er den sammensatte konjunkturindikator for serviceerhvervene igen blevet positiv, hvorimod detailhandlen melder om fortsatte problemer. På baggrund af den fremgang vi har set i dankortomsætningen i december, er det dog vores holdning, at privatforbruget efter uafbrudte fald de seneste fire kvartaler endelig har nået bunden. Vi forventer, at denne tendens vil blive forstærket af udbetalingen af efterlønspengene om to måneder, som vi forventer, vil løfte det samlede privatforbrug med omkring 1 pct.-point – og dermed i sidste ende også vil bidrage til at løfte stemningen inden for serviceerhvervene set under ét..

Byggeriet ramt af kronisk depression

Den sammensatte konjunkturindikator for byggeriet starter året meget negativt. Samtidig er forventningerne til beskæftigelsen på det laveste niveau i ét år. Denne meget negative stemning står umiddelbart i skarp kontrast til udviklingen i de øvrige nøgletal for sektoren. Således ligger investeringsniveauet i den offentlige sektor på et rekordhøjt niveau, de faste boliginvesteringer har over de seneste fem kvartaler været uafbrudt stigende (om end de kommer fra et meget lavt niveau), og beskæftigelse har siden tredje kvartal 2010 været stigende. Denne umiddelbare kontrast mellem konjunkturindikatoren og de øvrige hårde data for branchen giver et begrundet håb om, at konjunkturindikatoren for byggeriet vil trække moderat højere over de kommende måneder i takt med at foråret nærmer sig.

Læs analysen i pdf-format.

Helge J. Pedersen
Cheføkonom

Andre nyheder

Bolig_5

Boligmarkedet og de unge

Investering

Kvinder overlader ofte selvangivelsen til andre

295x300_NASDAQ

Nordeas koncernchef åbnede NASDAQ

Bolig2

Hvornår er det rette tidspunkt at købe bolig - er det nu?

Tvangsautkion_2

Færre boligejere må gå fra hus og hjem - men ingen grund til glæde

Tomme kalorier

Tomme kalorier for tusindvis af kroner

Tvangsauktion

Antallet af boligejere i økonomiske vanskeligheder falder

Work

Spænding forud for amerikansk jobrapport

Airport

Råd til kunder, der er ramt af Cimber Sterlings konkurs

Detailsalg

Nu stiger detailsalget