Julehandlen er kommet godt fra start
Nye tal fra Nets viser her i dag, at Dankortomsætningen i de to første uger af december steg med 2,4 pct. målt i forhold til samme periode sidste år. Med en forventet inflation i december på 2,5 pct. tyder det på, at de mængder, der er blevet solgt i butikkerne i de to første uger af julehandlen, ligger på stort set samme niveau som sidste år.
Frygten gjort til skamme
Med det kraftige fald vi har set i forbrugertilliden over de seneste par måneder, kunne man på forhånd have frygtet, at julesalget ville blive hårdt ramt af den aktuelle økonomiske afmatning. Men med dagens opgørelse fra Nets tyder det på, at frygten indtil videre er gjort til skamme.
Fremgang til næste år
Vi vurderer, at forbruget i husholdningerne er tæt på bunden og navnlig ind i det nye år vil vise en svagt stigende tendens. I den forbindelse er det navnlig udbetalingen af efterlønspengene, som vi vurderer, vil give et tiltrængt løft til husholdningernes købevillighed. På den baggrund venter vi, at det samlede privatforbrug til næste år vil vokse med 1,5 pct. efter en ventet tilbagegang i indeværende år på 0,9 pct.
Jan Størup Nielsen
Senioranalytiker




