Dansk arbejdsmarked i dvale
Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser her til morgen, at antallet af ledige stillinger på Jobnet.dk steg til 14.103 i november 2011 mod 13.841 i måneden før. Men når tallene renses for sæsonudsving, er de dog knap så positive – jf. nedenstående figur der viser, at antallet af ledige stillinger fortsat ligger tæt på det laveste niveau siden statistikkens start i 2004.
Mange arbejdsløse til få jobs
Det lave antal opslåede stillinger betyder, at det fortsat er meget svært at få fodfæste for dem, som forsøger at komme ind på arbejdsmarkedet. Med en bruttoledighed på mere end 164.000 er der således mere end 11 arbejdsløse for hver ledig stilling, der er slået op på Jobnet.dk. Den manglende vækst i antallet af ledige stillinger indikerer, at arbejdsløsheden vil være svagt stigende i en længere periode frem over.
Lavt antal fyringsvarsler
I dagens tal er det til gengæld positivt, at antallet af fyringsvarsler fortsat holder sig på et meget moderat niveau (sæsonjusteret 530 personer mod 445 i sidste måned). Til sammenligning toppede antallet af fyringsvarslede med mere end 4.400 personer i februar 2009. Det fortsat lave antal fyringsvarsler understøtter vores formodning om, at mange danske virksomheder allerede har foretaget den nødvendige tilpasning af arbejdskraften i forbindelse med krisen i 2008-2009. Derfor vil det aktuelle tilbageslag i efterspørgslen heller ikke udløse samme kraftige stigning i arbejdsløsheden, som vi så under den første krise.
Jan Størup Nielsen
Senioranalytiker




